Kronik: Regeringens klapjagt på administration og styring er kortsigtet og dumKronik:

Skrevet af: Arne Hauge Jensen & Emil Herskind, som begge er partnere i Bridge Consulting og rådgivere om styring og ledelse.

Pseudoarbejde er arbejde, der ikke skaber nogen reel værdi, ikke angår nogen og ikke giver nogen mening. I en tid med knappe ressourcer og mangel på arbejdskraft er der ikke råd til pseudoarbejde. Men præcis hvad er pseudoarbejde? Og hvem er det præcis, som laver pseudoarbejdet og derfor kan undværes?

I Region Sjælland lagde embedsmænd tidligere i år en sag op i et af de stående politiske udvalg. Det var en orienteringssag om et afsluttet forsøgsprojekt med en førerløs bus. En lille elbus med plads til 11 passagerer og en topfart på 18 km/t havde kørt rundt ved Slagelse Sygehus mellem sygehuset og parkeringspladsen.

Målet var at undersøge, om bussen kunne køre selv, så chaufføren kunne undværes. Svaret var et meget klart nej. En forbipasserende sommerfugl udløste en katastrofeopbremsning, så patienter og ansatte fløj ud af sæderne. Til gengæld kørte bussen ofte frem uden at opdage steder med ubetinget vigepligt. Så der var rigeligt at lave for den chauffør, som var med på bussen – for en sikkerheds skyld. Det selvstyrende gennembrud for busdriften er derfor ikke lige rundt om hjørnet.

Eksemplet viser, at arbejdet med at styre landets mange busser og rutebiler ikke endnu er pseudoarbejde. Det er gode nyheder for de mange chauffører, som kan rette ryggen og skyde brystet frem i vished om, at de passer et rigtigt og meningsfuldt arbejde.

Andre steder i samfundet kan medarbejderne ikke vide sig helt så sikre. Jagten er således givet fri på de administrative medarbejdere i den offentlige sektor, som går rundt på rådhuse og hospitaler og dukker sig. Den siddende regering har nu blæst til angreb mod offentligt bureaukrati, papirarbejde og detailstyring, der æder sig ind på hverdagen på plejehjemmet, i skolen og på sygehuset. Det koster dyrebar tid og arbejdsglæde og går ud over nærværet og omsorgen over for de mennesker, som det hele handler om, nemlig de ældre, børnene og patienterne. En klokkeklar fortælling om pseudoarbejdet og dets skadelige virkninger.

Derfor italesætter regeringen også sin krigserklæring mod overflødige administrative medarbejdere som en »historisk frisættelse af den offentlige sektor«.

Regeringen lader det ikke blive ved snakken. Den har allerede annonceret, at der skal spares 3 milliarder kroner på overflødig administration i kommunerne alene. Dette tal dækker over tusinder af administrative medarbejdere, som arbejder med økonomistyring, forebyggelse af svindel, brandsikring, arbejdsmiljø, sagsbehandling vedrørende udsatte børn og deres familier, vagtplanlægning, offentlige indkøb, reduktion af sygefravær, byggesager, miljøgodkendelser, rekruttering m.v.

Men styring og administration af en offentlig sektor med ca. 860.000 ansatte, en omsætning på ca. 1.300 milliarder kroner og et hav af komplekse opgaver er ikke en pseudopgave. Det er en reel opgave, som både skaber værdi og giver mening. Hverken skatteborgere, medier eller politikerne selv – uanset løfter om det modsatte – vil således acceptere de uheld, fejl og svigt, som bliver resultatet, hvis vi køber fortællingen om, at disse opgaver er pseudoarbejde.

Hvis nogen skulle være i tvivl, skal de blot gå på opdagelse i de seneste års rædselskabinet af møgsager om fejl og svigt. Her taler vi om udbytteskattesagen, Britta Nielsen-sagen, uregelmæssigheder i forsvaret, fumleri og misbrug af kommunale kreditkort, gældsindrivelsen, ejendomsbeskatningen, læger og forskningsmidler, Tønder-sagen, Rebild-sagen, Brønderslev-sagen og massive svigt på nogle af landets plejehjem.

Jagten er givet fri på de administrative medarbejdere i den offentlige sektor, som går rundt på rådhuse og hospitaler og dukker sig

Sådanne møgsager rejser altid krav om mere styring og mere kontrol, ikke om frisættelse. Møgsagerne er lig med flere administrative opgaver og flere kolde hænder. Pendulet mellem at sætte den offentlige sektor fri og at øge kontrollen med den synes med andre ord at svinge begge veje – på samme tid.

Regeringen er bestemt ikke alene om at opdyrke og vedligeholde et modsætningsforhold mellem de administrative og de øvrige medarbejdere i den offentlige sektor – eller mellem de kolde og de varme hænder eller mellem pseudoarbejde og rigtigt arbejde.

Mange kommunaldirektører gennem tiderne er blevet målt og vejet på deres evne til at holde de administrative omkostninger nede, og kommunerne konkurrerer indbyrdes om at have den laveste administrationsprocent – også selv om mange af dem reelt har brug for at investere i en professionalisering af deres administration. Men det er samtidig meget tankevækkende, hvordan det kunne komme så vidt, at en hel medarbejdergruppe, som gennem mange år loyalt har udført de opgaver, de er blevet sat til, pludselig kan blive gjort uduelige og overflødige.

Regeringen bidrager til denne diskurs og kanoniserer med sine udtalelser det kunstige modsætningsforhold mellem de kolde og de varme hænder. Der er mere benzin på det bål af polarisering, som gør det svært at få gang i en mere konstruktiv og fremadrettet snak om, hvordan den offentlige sektor skal styres og ledes. Der er nemlig rigeligt med rigtige problemer, som det vil være dybt meningsfuldt at tage fat på.

For det første er de offentlige institutioner blevet overdænget med regler, politikker, pejlemærker, værdier og gode råd til de ansatte. Det er blevet så omfattende, at det bliver umuligt for selv de mest regelrette medarbejdere og ledere at overskue, hvad der forventes af dem.

Resultatet bliver en form for apati, hvor mange på forhånd giver op og håber på det bedste. Så der er – sådan som regeringen også selv giver udtryk for – brug for at sanere i regelbunken, så det bliver mere tydeligt, hvad der skal være styr på, og hvad vi bare holder øje med. Det er ingen let opgave, og den kan ikke løses af politikerne på Christiansborg alene.

De lokale politikere og topledelser på den enkelte institution skal også blive bedre til at tøjle lysten til at hænge nye politikker, pejlemærker og værdier op på væggene. Desuden er det afgørende vigtigt, at politikere og medier stopper med pr. automatik at kræve nye regler og kontroller, hver gang der er sket et uheld eller en fejl. Det er meget sjældent, at fejl og svigt skyldes mangel på regler og retningslinjer.

For det andet skal der føres kontrol med de regler og retningslinjer, som er tilbage, når der er luget ud i bunken. Nøglen til meningsfuld kontrol, som skaber reel værdi, er, at kontrollerne fokuserer på de områder, hvor risikoen for fejl og svigt er størst, og hvor konsekvenserne heraf for borgerne er mest voldsomme.

Sådan er det ikke nødvendigvis i dag, da der bliver brugt mange ressourcer på at kontrollere forhold, som ikke rummer nogen væsentlig risiko. Det problem beror blandt andet på, at de faglige eksperter og ledere på de enkelte områder af den offentlige sektor ikke er nok involveret i at sikre, at kontroller og tilsyn giver mening. Der, hvor fagligheden er dybt involveret, bliver kontrol og tilsyn og læring af fejl dybt meningsfuldt som en vej til at øge kvaliteten og undgå fejl og svigt.

Nøjagtig som det allerede sker i f.eks. sundhedsvæsenet, hvor der arbejdes systematisk og med afsæt i dybt specialiseret sundhedsfaglighed med at forebygge og undgå utilsigtede hændelser. Modsætningen mellem kontrol og tilsyn på den ene side og sikker drift af kerneforretningen på den anden side er meningsløs – en pseudomodsætning, om man vil.

Møgsagerne er lig med flere administrative opgaver og flere kolde hænder

Vi skal derfor for det tredje have den faglige og nærværende ledelse på banen, og vi skal prioritere og belønne de ledere, som er fagligt dygtige og har integritet, og som både forstår og interesserer sig for driften af deres områder.

Den offentlige sektor kan ikke levere sikker drift, hvis alle ledere kun kigger opad og udelukkende beskæftiger sig med det, der kommer fra toppen og ned. Ledelsen skal i langt højere grad belønnes for at have opmærksomheden rettet mod maskinrummet og den daglige drift.

Vi skal også have ledere, som taler bedre sammen indbyrdes, så der altid er sammenhæng mellem det, der forventes fra den øverste ledelse, og det, der sker i maskinrummet. En løbende samtale om driften betyder også, at der flyder viden fra maskinrummet op i toppen af hierarkiet, både om det, der fungerer godt, og om de steder, hvor tingene knirker og ikke fungerer så godt.

For det fjerde skal vi have de gode ledelsesværdier ned fra væggene og ud at leve i virkeligheden. Lovlighed, sandhed, faglighed, ledelse og åbenhed om fejl er helt afgørende for, at vi kan have tillid til forvaltningen i den offentlige sektor. Det koster ikke noget for andre end de politikere og embedsmænd, som måtte have lyst til at gøre sig usynlige og smide embedsmænd eller politiske modstandere under bussen, når noget går galt. Det er en pris, som bestemt er værd at betale.

Vi skal have gjort op med frygten for at lave fejl og risikoen for at blive afstraffet vilkårligt for at have glemt at læse en mail en formiddag for fire år siden. Og vi skal lære af de fejl, der sker, i stedet for kun at bruge dem som anledning til at vise kortsigtet handlekraft og kræve, at navngivne ledere og medarbejdere havner i den tomme stol, hvor hele ansvaret for problemet så bekvemt kan placeres.

Belønningen vil være, at vi får medarbejdere og ledere, som ikke er bange for at tale højt om de uregelmæssigheder, som sker, hvilket er hele nøglen til at tage de store fejl og svigt i opløbet. Det gavner både borgerne og arbejdsmiljøet i den offentlige sektor.

Så er der endelig for det femte de administrative medarbejdere, som lige nu går rundt og dukker nakken over at blive beskyldt for at stå i vejen for frisættelsen af deres offentlige kolleger. De administrative medarbejdere kan helt sikkert blive både bedre og mere professionelle til at løse deres opgaver.

Nogle steder kan der være brug for at arbejde med de administrative medarbejderes kompetencer og forståelse for, at administration ikke er selve kerneydelsen, men en forudsætning for at kunne lykkes med den. Det betyder, at administrative medarbejdere først og fremmest skal være gode rådgivere for de ledere og medarbejdere, der skal levere kerneydelsen. Det kræver nysgerrighed og indsigt i kerneydelsen og i de vilkår, som gives for dem, der leverer dem.

Administrationen må aldrig blive sig selv nok. 

Andre steder kan der være brug for at forbedre det indbyrdes samarbejde mellem de administrative støtteenheder, et samarbejde, som mange steder halter og virker ukoordineret. Hvis den ene kolde hånd bliver bedre til at tale med den anden, og de i øvrigt anvender ensartede tilgange og metodikker, så vil administrationen langt bedre kunne optræde koordineret og sammenhængende i forhold til resten af organisationen. 

Det vil tage tid at skabe bedre forståelse for, at god administration også er en del af at lykkes med kerneopgaven. Når vi nu alligevel alle sammen skal på arbejde store bededag, så kunne vi jo til en start benytte lejligheden til at skabe en festdag, hvor den offentlige sektor rykker sammen i bussen og hylder alle sine medarbejdere og det gode samarbejde mellem dem.

Her kan de rigtige medarbejdere få rig lejlighed til at kramme deres controller eller vagtplanlægger – helst så vedkommende ved, at de mener det. På den måde kan vi måske få sat en stopper for pseudosnakken om de kolde og de varme hænder. Alle hænder er lige vigtige.